Arkiv | august, 2014

Stempelkandekaffevarmer hæklet i grums

23 aug

Min lille Liv er rundet de to måneder og endelig er temperaturen dalet til den kolde side af 20 grader. Hun må jo tro, hun er født i troperne. Temperaturfaldet betyder, at hun faktisk sover ganske godt nogle formiddage, hvilket giver mig tid til barselshygge med hæklenålen. Jubiiii!

Hun sover oftest bedst PÅ mig. Så vi har indgået den aftale, at hun kan sove på mig, hvis jeg til gengæld må bruge hende som syslebord. Det fungerer ganske fint.

IMG_7066.PNG
Mit første “jeg er på barsel og har tid til at drikke formiddagskaffe i pludderbukser og hækle til P1”-projekt er en gave til en gammel studieveninde, der bliver 40 snart. Hun har ønsket sig en hæklet varmer til sin 8 koppers Bodum stempelkande.
Jeg har fundet målene på en hæklet varmer til den klassiske 8 koppers kande på denne blog. Jeg ejer ikke selv sådan en kande. Har lånt én af min veninde, til den endelige tilpasning og for at se, hvor knapperne skal sidde. Så håber jeg bare, det er den, fødselaren har og at den ikke findes i flere varianter…

Målene var således på plads, men selve designet med striber, var jeg ikke så vild med. Faldt på denne blog over beskrivelsen af mønsteret grums, som jeg synes var ret fint og passende til formålet 😉 Det er samtidig ganske simpelt: 1 fm, 1 stm, 1 fm, 1 stm osv. Når man vender, skal det forskydes, så man hækler fastmasker i stangmaskerne og omvendt.
Jeg gik fluks igang, men så fik jeg pludselig den idé at hækle bogstaver i varmeren. Der skulle selvfølgelig stå KAFFE. Én af de blogs, jeg følger med i via Bloglovin, havde netop lagt skema op til, hvordan man kan hækle alle bogstaver ved hjælp af stangmasker. Super dejligt værktøj – tak Louise fra garngrammatik

Så med alle de gode tips og vejledninger fik jeg bikset og leget mig frem til denne:

IMG_7065.PNG
Og jeg er faktisk MEGET stolt over resultatet 🙂

Varmeren blev givet her til aften og heldigvis passede den. Og gavemodtageren blev meget glad :))

Den gik ikke…

21 aug

Jeg var ellers lige så stolt over ENDELIG at have givet Barbarød den tiltrængte ansigtsløftning, da dette syn mødte mig i morges…

IMG_7082.PNG “Mig ikke li øjjjjnneee” var Ellens kontante svar, da jeg spurgte, hvorfor Barbarød havde stukket hovedet ind i hullet i væggen (jeps sådan nogle findes der rundt omkring i huset. Vi er jo stadig ikke heeelt færdige med projekt kolonihavehus).
Stakkels Barbarød. Først få klippet sit ansigt af og dernæst få syet et nyt på, kun for at ende udstødt i sådan en slags omvendt gabestok…

Forskellen på en bøvet bandit og Barbarød

15 aug

… Kan ses på øjnene. Det har jeg fundet ud af. Efter den temmelig uldne Barbamamaoplevelse, som siden sidst kun er blevet mere ulden kan jeg afsløre, besluttede jeg mig for at prøve igen i mindre skala. Ellen er ret vild med Barbarød. Når vi læser bøgerne, mener hun selv, at hun er Barbarød. Det er den seje og stærke 😉
Derfor ville jeg hækle sådan én til hende og denne gang prøve de gode tips, som jeg fik sidste gang her på bloggen. Opskriften var samme sted fra. Dvs her og øjnene herfra

Ét af de gode råd til at undgå, at fyldet finder vej ud gennem maskerne var at hækle med dobbelt garn og samtidig bevare samme størrelse nål. Det gjorde jeg med god effekt. Så god at jeg helt uden at tænke over det ivrigt også hæklede øjnene med dobbelt garn. De blev ret store… Uden at tænke videre over det – tror faktisk jeg bare drønede derudaf en aften, hvor der pludselig var ro fra begge piger til at hækle. Så øjnene kom på, hvor der nu var plads, uden at jeg helt overvejede, at de faktisk endte godt nede på brystet af Barbarød. Resultatet blev et temmelig bøvet udtryk a la bokser der har fået trykket næsen helt ind i baghovedet og samtidig stirrer rimelig arrigt på verden. Arghhh!

Jeg hader at pille op. Så den arrige, bøvede Barbarød har fået lov til at beholde sit udtryk indtil idag, hvor jeg endelig valgte at bruge den halve time, det tager at trylle et nyt ansigt frem. NU ligner det lidt mere den rigtige fra bøgerne. Håber Ellen er med på forandringen. Hun accepterede jo nemlig den bøvede bandit uden videre. Ansigtsløftningen var nok mere et spørgsmål om moderens forfængelighed 😉

IMG_7047.PNG

Ahhhhh SÅ er der plads til nye projekter, når ellers Ellen og lille Liv tillader det 😉