Archive | DIY RSS feed for this section

Pandebånd med DIYsøstjerne

16 jun

Endnu et pandebånd “has left the building!” … Eller rettere sagt det lille blå hus.

Jeg fik lyst til at prøve et nyt mønster, og fandt denne her lidt brede, rillede model hos Fru Madsen. Det var ret let at gå til.

Resultatet blev temmelig bredt og bad næsten om at få lidt pynt på (ligesom Fru Madsen har gjort med en blomst). Jeg begav mig ud i krealand og FANDT PÅ en søstjerne selv – helt ud fra fri fantasi. Er ret stolt over nu at kunne det, altså improvisere med garn og hæklenål. Det var oven i købet i første forsøg, den bare dukkede op 🙂

20130616-143534.jpg

SØSTJERNE

1r: 2 lm
2r: i anden maske fra nålen (dvs den første lm du hæklede) hækl 5 fm afslut med en km i første m. Nu har du en cirkel med fem masker.
3r: 12 lm
4r: nu skal du hækle tilbage langs de 12 lm. Start i 3. m fra nålen. Hækl (1 m pr. m) 2 km, 2 fm, 2 halv stangm, 2 stangm og til sidst 2 dobbelt stangm. Afslut med en km i den næste maske i cirklen af de oprindeligt fem m.

Gentag række 3+4 fire gange mere. Så skulle den søstjerne gerne være klaret 🙂

..hvad laver alle de teltstænger i baggrunden af det første billede? Jo, det er såmænd teltskellettet til partyteltet, der skal holde alle vores bryllupsgæster tørre på lørdag til den store bryllupsfest i vores lille have!

Bolde uden huller

7 mar

Bolde er det bedste legetøj til sådan nogle små mennesker som Ellen. Det siger min babyrytmiklærer. Sidst vi var afsted, fik Ellen ligefrem lov til, som en anden Joachim von And, at BADE i bolde

20130307-220633.jpg

Selvfølgelig skal jeg så hækle bolde til Ellen. Sålænge de kan trille, tænker jeg, det kun er en fordel, at de er bløde og lette, så hun kan få ordentlig fat i dem og rigtig kaste dem rundt. Jeg har fundet en meget let opskrift hos Søstrene Grene, som i øvrigt har en side med mange inspirerende DIY opskrifter. Jeg har så valgt at hækle flerfarvede bolde til Ellen.

20130308-094431.jpg
Med den første skiftede jeg kun farve, når en ny række begyndte. Men det giver en lidt træls, synlig kant på bolden. Derfor prøvede jeg at skifte farve lidt mere anarkistisk på den anden, hvilket virkede bedre. Derudover så ville jeg gerne undgå de store hulle, der godt kan opstå, når man tager masker ind. Som mit første projekt, bananen, fx er fyldt med…

20130308-091642.jpg

Derfor har jeg brugt en slags usynlig indtagning, som jeg lærte på et kursus af Sidsel Sangild. I stedet for at hente tråden ind gennem begge maskeled i først den ene maske og så gentage med den anden, for til sidste at hækle dem sammen, så trækker man kun nålen gennem det første maskeled på den første og den anden maske, inden man henter tråden igennem. Måske er det nemmere at forstå med en lille video:

Usynlig indtagning from caroline nielsen on Vimeo.

Det er en virkelig god måde at undgå de der irriterende huller.

Søstrene Grenes bolde er én slags bolde. Jeg har lige fået en opskrift af én af de andre fra min mødregruppe, til hvordan man kan lave en bold ud af oldemorfirkanter. Måske jeg kaster mig ud i den efter weekendens kursus i netop oldemorfirkanter 🙂 jeg glæder mig.

Rigtig god weekend fra det lille blå hus

Hårbånd-amok

19 feb

For to uger siden blev jeg klippet. Eller studset nærmere. Det var stærkt tiltrængt. Der skete nemlig det tilbage i februar 2012, som der sker med ca 5 års mellemrum, at jeg pludselig får en trang til, at “der skal ske noget”. Det går så ofte ud over mit lange hår. For 10 år siden lavede jeg G. I. Jane versionen og satte trimmeren på 4mm. Det var lidt vildt.

Sidste år kom den der klippetrang igen kriblende, men jeg var lige blevet ti år ældre. Så det endte med en page. En rimelig kedelig page. En page, der ikke klædte mig. En page, der fik mig til at ligne en livstræt bibliotekar. Så efter tre ugers daglig kiggen intenst på mig selv i spejlet, blev jeg enig med mig selv om, at det ikke gik. Jeg måtte til frisøren endnu engang. Og nu bad jeg bare om noget FRISKT og kort. Den nye frisør kiggede først på mig og spurgte, hvem der dog havde givet mig den rædsomme frisure – altså pagen. SÅ vidste jeg, at det kunne ikke gå helt så galt, denne gang.

Og det gjorde det heller ikke. Fin frisk frisure, som dog, ligesom alle de korthårede frisurer, jeg har haft gennem tiden, kræver, at man sætter det hver morgen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg hver gang, jeg sidder i frisørstolen, ligesom “glemmer”, at jeg aldrig får sat det dér hår. Det duer bare ikke for mig. Ligsom makeup og neglelak heller ikke fungerer for mig.

Det gik fint for mig og den nye frisure den første måned eller to. Derefter begyndte den at blive mærkelig lang ufikse steder, uden dog tilnærmelsesvis at nærme sig den længde, jeg ønskede den havde – nemlig lang. Så lang, at jeg kunne sætte håret op igen. Så I temmelig mange måneder har jeg ventet og holdt ud.

En måde at klare frisuren på, har været med hårbånd. Og nu hvor jeg er blevet helt hooked på hæklenålen (høhø), så er det jo nærliggende at hækle hårbånd til manken.

Jeg fandt et fint et af slagsen på strikkerens blog. Men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af opskriften. Ved femte eller sjette forsøg, skete der pludselig noget magisk. Jeg begyndte ligesom at kunne gennemskue, hvad det var, jeg lavede og hvad de enkelte masker var/gjorde/så ud. Så prøvede jeg at regne ud udfra billedet, hvordan opskriften nok skulle være og VUPTI! Så var den der! Fantastisk.

20130219-213030.jpg
Og så tog det ellers fart. Med tykt bomuldsgarn tager det jo ingen tid at lave et hårbånd. Så udover at der nærmest er vokset et hårbånd fast ovenpå mit eget hoved, så har jeg også foræret dem væk til veninder. Jeg ELSKER min nye hobby, når det er så nemt at “lige lave noget fint og brugbart” til mine kære.

Opskriften her er som sagt stærkt inspireret af strikkerens:

HÅRBÅND
Mål: Bredde 5 cm og længde 60 cm.
Hæklepind nr.3,5
Materiale: DROPS paris bomuldsgarn, plus en knap

Hækl 10 lm. (Lad der være omkring 1 meter garn på den anden side af opstartsløkken, som kan bruges til at lave afslutningsmønster i opstartsenden)
Vend og spring 1 lm over og hækl 9 fastm.
*Vend med 3 lm, hækl 1 stm i 1. m, spr 3 m over. I næste m hækles: 3 stm, 1 lm, 3 stm. Spring 3 m over og hækl 2 stangmasker i sidste m*
vend og gentag fra *-* indtil båndet har den ønskede længde.

Til sidst hækles som fra *-* med restgarnet helt i starten af arbejdet, så begge ender ligner hinanden. Og så syr man en knap fast i det første hul (det lavet i opstartsenden med restgarnenden). Husk at teste, om knappen kan komme igennem hullerne i mønsteret.

Og det ser nogenlunde sådan ud på (selvportræt med mobil i fedtet spejl)

20130219-214500.jpg

Sommerfugle, mens vi venter på forår

18 feb

Det sner.

Igen.

Det gør det tit for tiden. Og jo det er virkelig smukt og romantisk og idyllisk herude i kolonihaven. Men det strider lidt imod mine ønsker om snart ikke at behøve at kæmpe med vanter, hue, støvler, sweater, jakke, hver gang jeg skal ud og trille med Ellen. Og den der udstoppede fornemmelse, som min mormors gamle, lange uldne mamelukker og ditto understrøje giver mig, kan jeg også godt undvære nu. Det bliver SKØNT, når foråret kommer og jeg bare lige kan tage et par sko på og måske en lille let jakke og vupti – så er vi afsted. For slet ikke at tale om ikke at behøve at overtale den lille dame flere gange dagligt til at komme i og ud af elefanthuen, trøjen og den tilsnørrede voksipose.

Så mens vi venter på forår, hækler jeg sommerfugle, som i det mindste spreder lidt forårsfornemmelser her i stuen (så længe jeg ikke kigger ud af vinduet).

Ellens heklekrok er en norsk hækleblog, hvor jeg har fundet en meget fin opskrift på en sommerfugl. Jeg lurede længe på den, fordi jeg i starten ikke helt kunne gennemskue opskriften. Efter fire, fem andre projekter, forstod jeg på magisk vis pludselig, hvad der mentes, og kunne gå igang.

Det, der først drillede mig, var, at jeg slet ikke kunne se, hvordan det, jeg hæklede, kunne ende som den sommerfugl, der var på billedet. Det var lige indtil, jeg opdagede, at sommerfuglen er dobbelt og altså laves ved at folde den runde figur, man hækler, på midten helt til sidst. AHA!

Jeg har efterfølgende endda udviklet lidt på den. Så føler jeg mig rigtig sej, når jeg sådan begynder at udvikle opskrifterne selv. Det er sgu da tegn på lidt hækleoverskud 😉

I den oprindelige opskrift er de fire vinger lige store. Jeg har ændret det således, at de to øverste vinger er lidt større, end de nederste, for sådan tænker jeg en sommerfugl er (?).

Jeg har taget lidt billeder af processen og skriver, der hvor jeg har lavet lidt om i opskriften. Første runde laver jeg i én farve. Der er intet ændret:

20130218-101528.jpg

Anden runde har jeg ændret således, at i stedet for at gentage (3smt, 5lm, 3stm) 8 gange, så skal man hækle 8lm i stedet for 5 ved gang nr. 2 og 3 og 6 og 7:

.

20130218-102439.jpg

Jeg skifter farve her, hvor den oprindelige opskrift er ensfarvet. Her følger opskriften den oprindelige bortset fra, at i de lmbuer, der nu består af 8lm, hækler jeg 8 stm. på hver side af pikoten fremfor kun 5. Så antallet af stm passer til antal lm i buen:

20130218-102744.jpg

Og så er det tid til det magiske “folde på midten” øjeblik:

20130218-102841.jpg

Og her folder man så tråden er lige i midten for neden. Så skulle de forskellige størrelse buer også passe sammen. Til sidst hækles den sammen på midten og følehornene hækles på, ganske som i den oprindelige opskrift:

20130218-103038.jpg
Og tadaaaa! Den er færdig og klar til at blive hængt op eller sat på en nål som en broche, eller hvad man nu kan finde på.