Tag Archives: dyr

En hest selvfølgelig!

27 nov

For dælen da! Jeg tør slet ikke begynde at tænke på, hvor mange nedbidte negle og søvnløse nætter min cliffhanger i sidste blogindlæg har været årsag til.

Tror desværre spændingskurven er fladet noget ud her efter en måneds tid. Men men. Det KAN jo være, at der sidder en enkelt spændt hækler et sted derude og simpelthen ikke kan hitte ud af, hvad det var, jeg hæklede på dengang for lang tid siden tilbage i oktober. Til dig kære hækler kan jeg nu… trommehvirvel…. løfte sløret og afsløre, at det var en HEST! Hva behar!
Jeps. En pink krikke.
“Hvorfor pink?” spørger den nysgerrige og nu utrolig lettede tidligere meget spændte hækler. Fordi den lille pige, som vi her i familien er så utroligt heldige at arve virkelig meget fint tøj af, er meget glad for lyserød og pink og heste. Opskriften fandt jeg på Etsy og jeg blev meget betaget af den fine, livagtige figur hesten har.
Undervejs i hækleprocessen synes jeg faktisk også, det var vildt, så fine nuancer der kom frem blot ved hjælp af indtagninger og udtagninger. Det viste sig så at være liiiidt svært at montere kræet på tilfredsstillende vis. Hmm…

Det endelige resultat blev således

IMG_5477.JPG

Lidt tyk, lidt klumpbenet og minder mig lidt om Alf fra 1980’er tv-serien. Men men. Den kan stå selv og er bare ikke den fotogene type…

Pruhhhhh siger jeg bare!

IMG_5478.JPG

En heldig fødselsdagskartoffel

12 maj

35 år. Så gammel blev jeg igår. Eller 35 år ny. Min mor fortæller, at jeg insisterede på, at jeg ikke blev to år gammel, dengang i 1980, for jeg var jo altså ikke gammel. Nej, jeg blev to år ny. Så den har hængt ved mig lige siden. Og egentlig føler jeg mig heller ikke gammel. Ny, ved jeg heller ikke om er helt rammende. Måske bare 35 år.

Jeg var så heldig, at en masse dejlige mennesker havde lyst til at komme forbi til boller og jordbærkage i haven – og de holdt ud hele eftermiddagen trods skyer og en lidt koldere vind end planlagt.

Og ja – taktikken med ét ønske sendt i min lillebrors retning virkede…

20130512-152701.jpg
Så nu kan jeg glæde mig til, at Tasty Crochet kommer med posten. Indtil da kan jeg hygge mig med den her:

20130512-152800.jpg
som også dukkede op på gavebordet. Er helt forelsket i kænguruen med ungen på maven, så det bliver vist mit næste lille projekt.

God Mors Dag herfra, selvom den slags amerikanske reklamepåfundsdage ikke bliver taget så seriøst her 😉

Ulla den nuttede, buttede ugle

5 apr

Ugler har vist været hotte så længe, at de vel nærmere er halvlunkne nu. Ikke desto mindre har jeg fundet en opskrift på en super nuttet, lidt buttet ugle, som jeg fluks har hæklet tre styks af. Fordi de er så søde. Opskriften, som nok er den mest pædagogiske, jeg længe er stødt på, findes på bloggen Bunny Mummy og er på engelsk. Der er dog gode billeder, der illustrerer opskriften hele vejen igennem.

Som sagt er det blevet til tre

20130405-145955.jpg
Den første er til min nabo, som jo aldrig fik den der kopholder/urtepottebånd/overarmsarmbånd/mangoholder. Så hun får en gul og lyserød ugle i stedet. På lørdag skal jeg til en 30 års fødselsdag, og jeg synes da lige, fødselaren skal have en 30 års ugle. Og for at det lille blå hus så ikke bliver helt ugleløs, har jeg hæklet uglen Ulla til Ellen.

Og det er ellers noget af en ugle, vi har fået os…

20130405-144440.jpg

20130405-144501.jpg

20130405-144517.jpg

20130405-144536.jpg

Ja… Jeg har så ikke lige fået lavet vinger til Ulla. Synes egentlig hun var ganske fin uden. Men det holder nok ikke i længden, kan jeg fornemme…

(Jeg har brugt ipad/iphoneprogrammet Halftone til at lave tegneseriebillederne i)

Den dag elefanten tog over

27 mar

Igår aftes var jeg til havebyens husflidsforenings anden officielle sysleaften. Det var rigtig hyggeligt. Det lykkedes mig mellem kopper af te og sesamkager at få syet alle de små kropsdele sammen, som havde ligget i en pose og ventet i et par uger. Og pludselig var elefanten, Maja Hansens opskrift fra bogen hæklede dyr, ikke bare hæklede stykker garn, men et lille væsen med skæve ører og strittende stødtænder (der faktisk minder en smule om Ellens nye fortænder…).

Da jeg vågnede imorges, skete der så det helt fantastiske, at elefanten tilbød at tage over for mig idag. “Jeg skal nok passe Ellen,” sagde den. “Smut du bare ud og nyd solskinnet, så ordner jeg det her barselshalløj. Hvor svært kan det lige være!” Ja, jeg synes, det var utroligt betænksomt. Ikke fordi, jeg ikke nyder min barsel, men engang imellem kan jeg godt bare lige have lyst til lidt alenetid.

Så mens jeg sad et sted i solen og læste lidt krimi, hæklede en smule på en grydelap og senere løb en tur rundt om mosen, overtog elefanten min onsdag i det lille blå hus…

20130327-150319.jpg

20130327-150342.jpg

Da jeg kom hjem her for lidt siden, havde elefanten oveni købet bagt chokoladescones til mig og kæresten min, og Ellen sov stadig sødt. Jeg nåede lige at stoppe elefanten, før den gik igang med at blogge. DET vil jeg altså gerne selv have lov til!

Rigtig god påske til jer derude her fra det lille blå hus

Gæt et dyr

10 mar

Ud af de små bitte tidslommer, jeg har haft til her de sidste par dage til mig selv og min hæklenål, er der kommet en masse små kropsdele, som nu kun mangler at blive sat sammen. Kan du gætte, hvad det er?

20130310-130526.jpg

Nu mangler jeg bare at sy dem sammen. Og det, synes jeg ikke, er det nemmeste at få til at se pænt ud. Forhåbentligt bliver jeg meget bedre til det, når jeg har været på det her kursus, hvilket jeg glæder mig MEGET til. Måske jeg endda kan lære selv at designe små hæklede figurer, eller amigurumi, som de oprindeligt hedder på japansk.

Sommerfugle, mens vi venter på forår

18 feb

Det sner.

Igen.

Det gør det tit for tiden. Og jo det er virkelig smukt og romantisk og idyllisk herude i kolonihaven. Men det strider lidt imod mine ønsker om snart ikke at behøve at kæmpe med vanter, hue, støvler, sweater, jakke, hver gang jeg skal ud og trille med Ellen. Og den der udstoppede fornemmelse, som min mormors gamle, lange uldne mamelukker og ditto understrøje giver mig, kan jeg også godt undvære nu. Det bliver SKØNT, når foråret kommer og jeg bare lige kan tage et par sko på og måske en lille let jakke og vupti – så er vi afsted. For slet ikke at tale om ikke at behøve at overtale den lille dame flere gange dagligt til at komme i og ud af elefanthuen, trøjen og den tilsnørrede voksipose.

Så mens vi venter på forår, hækler jeg sommerfugle, som i det mindste spreder lidt forårsfornemmelser her i stuen (så længe jeg ikke kigger ud af vinduet).

Ellens heklekrok er en norsk hækleblog, hvor jeg har fundet en meget fin opskrift på en sommerfugl. Jeg lurede længe på den, fordi jeg i starten ikke helt kunne gennemskue opskriften. Efter fire, fem andre projekter, forstod jeg på magisk vis pludselig, hvad der mentes, og kunne gå igang.

Det, der først drillede mig, var, at jeg slet ikke kunne se, hvordan det, jeg hæklede, kunne ende som den sommerfugl, der var på billedet. Det var lige indtil, jeg opdagede, at sommerfuglen er dobbelt og altså laves ved at folde den runde figur, man hækler, på midten helt til sidst. AHA!

Jeg har efterfølgende endda udviklet lidt på den. Så føler jeg mig rigtig sej, når jeg sådan begynder at udvikle opskrifterne selv. Det er sgu da tegn på lidt hækleoverskud 😉

I den oprindelige opskrift er de fire vinger lige store. Jeg har ændret det således, at de to øverste vinger er lidt større, end de nederste, for sådan tænker jeg en sommerfugl er (?).

Jeg har taget lidt billeder af processen og skriver, der hvor jeg har lavet lidt om i opskriften. Første runde laver jeg i én farve. Der er intet ændret:

20130218-101528.jpg

Anden runde har jeg ændret således, at i stedet for at gentage (3smt, 5lm, 3stm) 8 gange, så skal man hækle 8lm i stedet for 5 ved gang nr. 2 og 3 og 6 og 7:

.

20130218-102439.jpg

Jeg skifter farve her, hvor den oprindelige opskrift er ensfarvet. Her følger opskriften den oprindelige bortset fra, at i de lmbuer, der nu består af 8lm, hækler jeg 8 stm. på hver side af pikoten fremfor kun 5. Så antallet af stm passer til antal lm i buen:

20130218-102744.jpg

Og så er det tid til det magiske “folde på midten” øjeblik:

20130218-102841.jpg

Og her folder man så tråden er lige i midten for neden. Så skulle de forskellige størrelse buer også passe sammen. Til sidst hækles den sammen på midten og følehornene hækles på, ganske som i den oprindelige opskrift:

20130218-103038.jpg
Og tadaaaa! Den er færdig og klar til at blive hængt op eller sat på en nål som en broche, eller hvad man nu kan finde på.

En eventyrlig hvalros

17 feb

Små overskuelige projekter, hvor der hurtigt ligger et færdigt produkt, er lige mig. Derfor passer Maja Hansens opskriftsbog med små dyr mig rigtig godt.

20130217-203720.jpg

De er virkelig fine mange af dem og det var lidt svært at vælge, hvilken én, jeg først skulle lave. Valget faldt på Villy Hvalros, da den både så sød og overskuelig ud. Jeg fandt bogen frem en lørdag aften, hvor der var alt for lang tid til mandag og en åben garnbutik. Så Villy blev til en fantasihvalros hæklet ud af resterne fra fabeldyret. Det endelig resultat minder fra nogle vinkler mere om et slags insekt end en hvalros. Men sød er den da.

20130217-204102.jpg

Fordi den højst sandsynligt ender i munden på Ellen før eller siden, tør jeg ikke lave øjnene ud af filt, som opskriften siger. Derfor eksperimenterede jeg med at hækle/brodere Villys øjne. Først synes jeg, han endte med at se lidt gal eller bidsk ud. Men nu har jeg vænnet mig til hans blik, og ved, at der gemmer sig en rigtig filurendrejer derinde bagved.

Jeg har efterfølgende fundet Maja Hansens blog og set flere af hendes fantastiske og fantasifulde hæklerier. Den er et besøg værd!

Om frøer, blæksprutter og en lidt sær smag

16 feb

Jeg falder ofte for de lidt sære, sjove ting, fremfor de pæne. Af veninder er jeg blevet beskyldt for at have en lidt sær smag eller “helt din egen stil” (Så kan man jo tolke det, som man har lyst). Fx var jeg for 15 år siden på rejse med en veninde rundt i Guatemala. Lige meget hvor lille en flække vi kom til, kunne man købe farvestrålende tæpper, tasker og tøj i stride strømme. Men hvad endte jeg med at slæbe hele vejen tværs gennem landet, et smut til Honduras og tilsidst med hjem til Danmark? En kæmpe udstoppet frø! Den var så fed. Nok på størrelse med min fod. Jeg aner ikke, hvad jeg skulle med den – måtte bare eje den.

Desværre skiltes vores veje allerede dagen efter hjemkomsten til Danmark. Jeg skulle nemlig til fest hos nogle venner og ville vise frøen frem. Da der rigtig kom gang i festen, blev frøen ( så vidt jeg husker) lagt i en pose – sikkert en klassisk gul fra netto, og hængt på en knage i deres entre. Og herfra er dens skæbne uvis. Dagen efter var posen væk…

Med denne forkærlighed for anderledes ting, er det derfor typisk mig, når jeg på min jagt efter egnede hækleprojekter, ikke først falder over fine mønstre eller blomster, men en blæksprutte, som straks må hækles. Den er nu også ret sød.

20130216-200111.jpg

I forhold til opskriften har jeg hæklet øjne og en mund, frem for at sætte nogle på i plastik. Og… så opdagede jeg, da jeg havde hæftet ende vel at mærke, at jeg har talt forkert et eller andet sted. Den stakkels turkise blæksprutte har kun fået syv arme…

Hvor blæksprutten ender sine dage er stadig uvist. Den er stadig en fri fugl, så at sige.

Ugle i mosen

15 feb

Jeg må have powermælk i brysterne. Måske det er al den friske luft her nede ved mosen? Ellen vokser i hvert fald så eksplosivt, at hendes vægt/højdekurver svæver et godt stykke op over den øverste kurve i det skema, vores sundhedsplejerske har udleveret. Det betyder ikke noget som helst, andet end at hun som 6 måneder gammel baby bruger størrelse 1 år i tøj. Så hun voksede allerede ud af sin varme sovedragt omkring Jul.

Heldigvis har hun en sød og gavemild mormor i ærmet, der finder på at give halvårsgave i form af en fin ny brun fleecedragt i størrelse stor baby. Den er dejligt ensfarvet og nærmest beder om at blive lidt hjemmedekoreret.

På én af mine mange surfture rundt i cyberhækleland, faldt jeg over en fin ugle, som jeg måtte prøve kræfter med (selvom ugler vist ikke længere er det mest originale, man kan finde på). På siden er der en masse forskellige udgaver af hæklede ugler, så det er bare om at komme igang.

Ellen har allerede fået ejerfornemmelser over den.

20130215-203005.jpg

Det er helt sikkert ikke den sidste ugle, jeg har hæklet. Næste gang tror jeg dog, jeg vil sy den på lidt mindre skævt.

Fabeldyr aka Ellens nye bedste ven

13 feb

Efter min store banansucces, fik jeg blod på hækletanden. Planen havde ellers været at hækle flere små frugter og grøntsager, men det var inden, jeg faldt over eller måske nærmere faldt for fabeldyret

Det tog så lige lidt længere tid, end jeg først troede, at hækle den krabat. Og dyret blev overhalet inden om af flere mindre hæklerier, før det endelig fik ben, hale, øjne og ører. Og da det så sad der helt færdigt og fint, opdagede jeg, at jeg havde rodet rundt i benene. Stakkels dyr havde fået utrolig korte forben og lange bagben.

Men på en måde passer det egentlig meget godt til dyrets nye bedste ven Ellen. Hun ligger også tit og stritter med armene og måsen lidt højt i vejret

20130213-145832.jpg