Tag Archives: Ellen

Den gik ikke…

21 aug

Jeg var ellers lige så stolt over ENDELIG at have givet Barbarød den tiltrængte ansigtsløftning, da dette syn mødte mig i morges…

IMG_7082.PNG “Mig ikke li øjjjjnneee” var Ellens kontante svar, da jeg spurgte, hvorfor Barbarød havde stukket hovedet ind i hullet i væggen (jeps sådan nogle findes der rundt omkring i huset. Vi er jo stadig ikke heeelt færdige med projekt kolonihavehus).
Stakkels Barbarød. Først få klippet sit ansigt af og dernæst få syet et nyt på, kun for at ende udstødt i sådan en slags omvendt gabestok…

Reklamer

Forskellen på en bøvet bandit og Barbarød

15 aug

… Kan ses på øjnene. Det har jeg fundet ud af. Efter den temmelig uldne Barbamamaoplevelse, som siden sidst kun er blevet mere ulden kan jeg afsløre, besluttede jeg mig for at prøve igen i mindre skala. Ellen er ret vild med Barbarød. Når vi læser bøgerne, mener hun selv, at hun er Barbarød. Det er den seje og stærke 😉
Derfor ville jeg hækle sådan én til hende og denne gang prøve de gode tips, som jeg fik sidste gang her på bloggen. Opskriften var samme sted fra. Dvs her og øjnene herfra

Ét af de gode råd til at undgå, at fyldet finder vej ud gennem maskerne var at hækle med dobbelt garn og samtidig bevare samme størrelse nål. Det gjorde jeg med god effekt. Så god at jeg helt uden at tænke over det ivrigt også hæklede øjnene med dobbelt garn. De blev ret store… Uden at tænke videre over det – tror faktisk jeg bare drønede derudaf en aften, hvor der pludselig var ro fra begge piger til at hækle. Så øjnene kom på, hvor der nu var plads, uden at jeg helt overvejede, at de faktisk endte godt nede på brystet af Barbarød. Resultatet blev et temmelig bøvet udtryk a la bokser der har fået trykket næsen helt ind i baghovedet og samtidig stirrer rimelig arrigt på verden. Arghhh!

Jeg hader at pille op. Så den arrige, bøvede Barbarød har fået lov til at beholde sit udtryk indtil idag, hvor jeg endelig valgte at bruge den halve time, det tager at trylle et nyt ansigt frem. NU ligner det lidt mere den rigtige fra bøgerne. Håber Ellen er med på forandringen. Hun accepterede jo nemlig den bøvede bandit uden videre. Ansigtsløftningen var nok mere et spørgsmål om moderens forfængelighed 😉

IMG_7047.PNG

Ahhhhh SÅ er der plads til nye projekter, når ellers Ellen og lille Liv tillader det 😉

En meget farlig og lidt forsinket tiger

17 apr

Herhjemme elsker vi Kaj. Mats Leténs Kaj nærmere bestemt. Og særligt har vi en stor forkærlighed for Kaj er farlig.

20140417-133548.jpg

Der leger Kaj nemlig, at han er en MEGET farlig tiger, så mor bliver helt bange. Den leg har vi så leget rimelig mange gange efterhånden. Så da vi skulle finde på noget, Ellen skulle klædes ud som til fastelavn, lå den lige til højrebenet. MEGET FARLIG tiger! Warrrrhhhh!

Men når man kun er halvandet år, kan det der med at klæde sig ud hurtigt veksle mellem at være sjovt og slet ikke være sjovt. Så udklædningen skulle gerne være noget, man rimelig hurtigt kunne sno sig ud af igen. Ergo blev det til et pandebånd med ører og en hale ud af restgarn i orange og sort.

Fotomodellen er var ikke lige med på at stå stille, så det var ikke til at få et billede på selve fastelavnsdagen…

20140417-133843.jpg

Pandebåndet, som er efter samme mønster som dette, røg lidt af og på, mens halen SKULLE på samtlige bukser og flyverdragt i to uger efter fastelavn.

Og hvorfor der først kommer et indlæg om fastelavn nu her små to måneder for sent? Fordi jeg netop er gået på barsel :)))))) og endelig har tid og overskud til at blogge lidt igen. Jubiiii!

Grydelapper med vaffelmønster og linselus med nye tænder

25 mar

Grydelapper var ikke lige noget, jeg havde tænkt, skulle snige sig ind på min to-do hækleliste. Men så var én af de andre fra min kolonihavekreaklub igang med et sæt i vaffelhækling, og de var top fine! Fandt så en opskrift på Karen Klarbæks blog, som jeg kastede mig over.

Men der har været et par forhindringer for hækleprojektet denne gang… Jeg plejer ikke at tage garnhenvisninger så tungt. Bruger ligesom bare, hvad jeg har eller synes kunne være fint. Så jeg lagde ud med at prøve at hækle af noget lidt tykt bomuldsgarn med hæklenål nr. 2,5 (som der stod i opskriften). Men det tykke røde garn var for det første virkelig hårdt at hækle vaffelmønsteret i, og den lille krog fik kun fat i halvdelen af garnet, så det delte sig hele tiden, og jeg var ved at blive gak.

Ok. Så prøvede jeg med dobbelt garn af en rest tyndere bomuldsgarn, jeg havde liggende. Det så fint ud og var meget nemmere at arbejde med. Glad og fro drog jeg derfor til garnbiksen efter flere forsyninger. Henkastet spurgte ekspedienten, hvad jeg skulle bruge garnet til. “Det må du ikke!”, udbrød hun, da jeg stolt fortalte om de vaffelmønstrede grydelapper. “De smelter! Der er jo akryl i garnet og det kan ikke tåle høje temperaturer.” Ups. For dælen da. Jeg må vist lære at følge garnanvisningerne.

De to første forsøg:

20130325-205134.jpg

Så jeg kom hjem med nye nøgler egnet bomuldsgarn og gik så ellers igang for tredje gang. Og så var det, at min dejlige lille piges mund besluttede, at to tænder ikke var nok i længden. I løbet af den sidste uge er der dukket ikke mindre end to hele og to halve (sådan nogle, der stadig er halvskjulte) frem i den lille mund. Med appetitløshed, pylrethed og "jeg vil helst bare holdes af dig mor"hed til følge. Så det er ikke blevet til så meget hækling, desværre.

Endelig er det dog lykkedes at blive færdig med én grydelap, og så kunne jeg ikke vente med at få den på bloggen. Det var nemlig et lidt hårdt arbejde at hækle med dobbelt garn, så hvem ved hvornår nr. 2 bliver hæklet. Jeg ville gerne tage et godt billede, hvor man rigtigt kan se mønstret. Men det er ikke så ligetil at få et godt billede så tæt på, og så var der hele tiden sådan en lille sød linselus, der ville med på billedet…

20130325-204454.jpg

Selvom grydelappen savner sin partner, der stadig mest bare er i garnnøgleform, så er den allerede taget i brug – og den virker sgu!

20130325-205612.jpg

Minder om mormor

5 mar

Denne smukke, frostklare forårsmorgen er det præcis et år siden, at min mormor Ellen sov stille ind. Hun var en dejlig, sød, venlig og intelligent kvinde, som jeg er glad for at have opkaldt min datter efter.

20130305-082921.jpg
Min mor har fortalt mig, at min mormor passede mig en del, da jeg var barn – dengang barselsorloven kun varede tre måneder. Det, jeg bedst husker, er hendes dejlige hjemmelavede leverpostej, som var den eneste leverpostej, jeg kunne li. Jeg husker også den fugtige, lidt hengemte duft i kælderen, hvor jeg nogle gange sad og så på, mens hun rullede duge på den store tunge rullemaskine. Fra kælderen var der et vindue, hvortil en lille trappe gik op, så man kunne kravle direkte ud til tørresnoren i baghaven. Drøn smart og sjovt at gøre.

Når mormor og morfar hørte gudstjeneste i radioen eller de sov til middag, skulle jeg sidde helt stille med Bornholmerens søvndyssende tikken i baggrunden og lægge kabale. Og så husker jeg de tidlige morgener med hendes endeløse bunker af uldent undertøj, sokker og forklæder, der hang og ventede på hende over stoleryggen på den spinkle stol i køkkenet, som absolut skulle på i den helt rigtige rækkefølge, før vi kunne lave morgenmad.

Efter jeg selv blev voksen, kan jeg bedst huske hende for, at hun altid har været oprigtig interesseret i, hvad jeg gik og lavede og altid holdt sig opdateret med verdens gang gennem flittig læsning af Kristeligt Dagblad.
Nå ja, og så er jeg stadig imponeret over, at hun sagde ja til at være med på min skøre idé om at lave gipsafstøbninger af hendes bryster som en del af mit billedkunstprojekt i 3g. Jeg ville vise fire generationer kvinders bryster. Så dér på væggen i en af gangene på gymnasiet hang min mormor, min mor, mig og min lille kusines brystkasser til fri beskuening… Heldigt at projektet skulle laves lige på det tidspunkt, for min mormor fik fjernet det ene bryst pga kræft ganske kort tid efter.

Min mormor blev 90 år. Tre uger før hun døde, nåede jeg lige at besøge hende på det plejehjem, der havde været hendes hjem de sidste par måneder, sammen med min morfar, et kamera og en lydoptager.

Krondiamantbrudeparret from caroline nielsen on Vimeo.

Min mormor nåede desværre ikke at se min datter Ellen. Men hun nåede at vide, at hun var på vej. Min morfar har til gengæld glæden af at være oldefar til den lille nye Ellen og hun af at have en oldefar. Den sidste der er tilbage i den generation.

20130305-094309.jpg