Tag Archives: hjerte

Flere hæklede hjerter

24 sep

Når nu det gik så godt med de tre suttehjerter, fik jeg lyst til at lave flere og udvikle lidt på dem. Jeg hæklede derfor seks hjerter efter samme opskrift og syede dem sammen to og to for at afstive dem. Alene kan et enkelt hjerte godt krølle lidt … (Ja, jeg skulle være blevet sangskriver!)

Resultatet blev til aftenens værtindegave til min veninde, der EFTER hun havde bespist mand og børn (og førstnævnte herefter puttede sidstnævnte) kokkerede dejlig middag til mig og vores fælles veninde. Vildt sejt og vildt dejligt. Tre røde hjerter til hende (burde have hæklet fem til hende, tænker jeg lige nu)

IMG_7256.PNG
De blev faktisk ganske fine. Måske jeg bare skal hækle derudad fra nu af. Så kan det lille blå kolonihavehus blive fyldt med røde hjerter til Jul. Det tager trods alt ikke mange sekunder mere at hækle et hjerte end at flette en papirstjerne (som ellers har været den foretrukne/eneste julepynt herhjemme, efter der gik mug i julepyntekassen på det loft, hvor jeg troede den stod lunt og godt…)

Har I ellers nogle gode bud på hæklet julepynt?

Sutterne har fået hjerter på

22 sep

En sut er en sut. Og alligevel ikke. Med to små piger i huset, der begge to er glade for samme slags sut (vi har været heldige – de er begge to hoppet på første sut vi gav dem – natursutten af naturgummi, som skulle være så øko og naturlig og godsamvittighedsgivende som mulig). Ellen bruger størrelse L og Liv størrelse M. Jeg kan så ellers fortælle, at det lige der midt i skrig og skrål og synkron vrælling (det lyder godt, men sker faktisk sjældent. De er meget søde til at skiftes) kan være temmelig svært at se, om det er en størrelse L eller M, jeg har i hænderne. For at gøre det endnu mere kringlet “vokser” sutterne med tiden, hvilket jo egentlig er et tegn på, at de er gamle og skal smides ud. Det sker da også, men først når vi opdager, at de er vokset. Det gør de bare så gradvist, at det først virkelig kan ses, når vi finder en ny, spændstig og synligt mindre sut frem fra reservelageret… Nå, her er så de to banditter, vi så let forveksler: IMG_7241.PNG
Idag fik jeg så den snedige idé, at jeg da kunne hækle et kendetegn til sutterne. Fandt garn frem og spurgte Ellen, hvilken farve hun ville ha. Rød, gul eller lilla? Fandt derefter denne opskrift på et meget fint og hurtigt hæklet lille hjerte og gik igang. Da det første lilla hjerte var færdigt efter ca 2 minutter, blev Ellen så glad for det, at hun også ville have et i gult til hendes anden sut… Og et rødt til den tredje sut. Jeg KUNNE godt have hæklet hjerter i grøn og blå til Liv, men er sikker på, at vi ville blive totalt farveforvirrede og glemme, hvis var hvis efter ca tre timer. Jeg kunne også vælge at hækle små stjerner til Livs sutter, men er ret sikker på, at Ellen så også ville have stjerner. Så stakkels Liv, som endnu ikke kan protestere, må vist leve uden hæklet tingeltangel på sine sutter indtil videre…IMG_7242.PNG
Det er Ellen, der har sat hjerterne på (på billedet). Hun VILLE selv gøre det. Ligesom stort set alt andet pt.
Senere sneg jeg mig til at trække hjerterne igennem den hæklede løkke rundt om sutten, så de ikke ryger af.