Tag Archives: Soundslide

Minder om mormor

5 mar

Denne smukke, frostklare forårsmorgen er det præcis et år siden, at min mormor Ellen sov stille ind. Hun var en dejlig, sød, venlig og intelligent kvinde, som jeg er glad for at have opkaldt min datter efter.

20130305-082921.jpg
Min mor har fortalt mig, at min mormor passede mig en del, da jeg var barn – dengang barselsorloven kun varede tre måneder. Det, jeg bedst husker, er hendes dejlige hjemmelavede leverpostej, som var den eneste leverpostej, jeg kunne li. Jeg husker også den fugtige, lidt hengemte duft i kælderen, hvor jeg nogle gange sad og så på, mens hun rullede duge på den store tunge rullemaskine. Fra kælderen var der et vindue, hvortil en lille trappe gik op, så man kunne kravle direkte ud til tørresnoren i baghaven. Drøn smart og sjovt at gøre.

Når mormor og morfar hørte gudstjeneste i radioen eller de sov til middag, skulle jeg sidde helt stille med Bornholmerens søvndyssende tikken i baggrunden og lægge kabale. Og så husker jeg de tidlige morgener med hendes endeløse bunker af uldent undertøj, sokker og forklæder, der hang og ventede på hende over stoleryggen på den spinkle stol i køkkenet, som absolut skulle på i den helt rigtige rækkefølge, før vi kunne lave morgenmad.

Efter jeg selv blev voksen, kan jeg bedst huske hende for, at hun altid har været oprigtig interesseret i, hvad jeg gik og lavede og altid holdt sig opdateret med verdens gang gennem flittig læsning af Kristeligt Dagblad.
Nå ja, og så er jeg stadig imponeret over, at hun sagde ja til at være med på min skøre idé om at lave gipsafstøbninger af hendes bryster som en del af mit billedkunstprojekt i 3g. Jeg ville vise fire generationer kvinders bryster. Så dér på væggen i en af gangene på gymnasiet hang min mormor, min mor, mig og min lille kusines brystkasser til fri beskuening… Heldigt at projektet skulle laves lige på det tidspunkt, for min mormor fik fjernet det ene bryst pga kræft ganske kort tid efter.

Min mormor blev 90 år. Tre uger før hun døde, nåede jeg lige at besøge hende på det plejehjem, der havde været hendes hjem de sidste par måneder, sammen med min morfar, et kamera og en lydoptager.

Krondiamantbrudeparret from caroline nielsen on Vimeo.

Min mormor nåede desværre ikke at se min datter Ellen. Men hun nåede at vide, at hun var på vej. Min morfar har til gengæld glæden af at være oldefar til den lille nye Ellen og hun af at have en oldefar. Den sidste der er tilbage i den generation.

20130305-094309.jpg

Reklamer

Ikke alle har en hæklesofa…

26 feb

Jeg har lige fundet ud af, at min økonomi ikke er super god her den sidste del af min barsel. Barselsdagpenge beregnes nemlig ud fra antal ugentlige arbejdstimer. Så med min 20 timers deltidsstilling, får jeg noget i retning af det halve af, hvad jeg ville have fået, hvis jeg enten arbejdede fuldtid eller var arbejdsløs. Det synes jeg er liiiidt træls. De næste par måneder bliver derfor nok ikke præget af de store indkøbsflottenheimerarmbevægelser.

Midt i æv-tankerækken kom jeg til at tænke på Francesco. Francesco er en Hus Forbi sælger, som et par studiekammerater og jeg interviewede for et års tid siden foran Føtex på Nørrebro. Med ham i tankerne er min situation vist ikke rigtig noget at brokke sig over. Jeg kan så godt li Francesco, for han er sgu hverken bitter, negativ eller helt ude i skoven. Han er omvendt til at forstå og mødet med ham var på en sjov måde livsbekræftende. Eller hvad synes du?

Francesco – en Hus Forbi sælger fortæller from caroline nielsen on Vimeo.

Fars Legestue på Nørrebro

22 feb

Om to måneder er min barselsorlov slut. Så skal jeg tilbage på arbejde, og så er det min kærestes tur til at gå hjemme med Ellen. Det kom jeg lige til at tænke på idag, mens jeg plaskede rundt med Ellen i svømmehallen. Der var nemlig en far med sin lille datter, der plaskede rundt lige ved siden af. Sådan en fredag formiddag.

Og så kom jeg til at tænke på den dag i maj sidste år, hvor jeg stor, gravid og prustende kravlede rundt på gulvet med mit kamera og en lydoptager i Fars Legestue på Nørrebro. Fars Legestue er et åbent, gratis tilbud, hvor fædre på barsel kan komme med deres børn og hænge ud nogle timer en gang om ugen. Jeg havde allernådigst fået lov til at komme forbi, selvom jeg tydeligvis var af det forkerte køn, og tage lidt billeder og snakke med fædrene. Det var som en del af mit afgangsprojekt fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg ville lave et soundslide, en slags lyd-billedfortælling, om Fars Legestue.

Resultatet kan du se her:

Fars Legestue på Nørrebro from caroline nielsen on Vimeo.

Selvom jeg storhygger med Ellen nu, så bliver jeg helt glad ved tanken om, hvor dejligt det bliver for både hende og min kæreste, når han går på barsel, og de får sådan en god, gedigen omgang far-datter tid sammen.