Så gik der lige et halvt år

Mystificeret. Forundret. Eller bare jævnt ramt af “wauw” bliver jeg, når jeg læser om dem eller støder på dem ude i den virkelige verden. De småbørnsmødre, der “bare lige” hækler eller strikker barselsgaver til samtlige vordende mødre blandt veninderne. Gaverne består fx af babyveste, rangler,suttesnorer og barnevognskæder. Tit flere ting i samme gave, “for det ryger jo nærmest af nålen”… 

Jeg forstår det ikke. Hvordan gør de det? For udover disse gaver er der jo en jævn produktion til egne afkom og hækleren selv, der skal holdes ved lige. Årstiderne skifter og børn vokser jo som gale hele tiden…

Her i sommer kom der fire små nye borgere til verden i min omgangskreds. Fire små vidundere, som jeg havde alle intentioner om, at byde velkommen hertil med noget hjemmehæklet. Det er jo ikke fordi sådan nogen bare pludselig dumper ned fra himlen. Alle fire vidste jeg faktisk i rigtig god tid ville komme. Men. Frugten af mine intentioner ligger som et halvt færdigt mariehønerasleæg på bunden af min taske rimelig indfnuldret i taskebundssnulder… Virkeligheden med to små har bare vist sig at være en anelse mere krævende end først forventet.

Det jeg faktisk HAR fået hæklet det sidste halve år, som ellers har været brugt på børn, børn, børn og børn, kommer her:  Et net i murstensmønster fra bogen “Lutter Løkker” som bliver brugt til at huse det beskidte uldvasketøj.   Et rasleæg med sommerfuglevinger og et par lysestager (som jeg faktisk ikke kan huske, hvornår jeg har hæklet – måske de allerede har været vist?)  og sidst men ikke mindst et uldhårbånd til mine kolde vinterører.

Jeg håber ikke, at der går et halvt år igen før næste indlæg, men lover intet. Så bare for at være på den sikre side: GOD JUL 😉

En hæklet julesok, fordi julen varer lige til…

Enten er jeg meget sent ude eller også bare helt utrolig hurtig. Her er nemlig et juleindlæg med et kig på den fine julesok, jeg fik kreeret i tilpas god tid til, at husets nisse fandt frem til den inden d. 1. december og derfor var på pletten med små gaver helt fra starten af julemåneden. Opskriften fandt jeg hos Lutter idyl og den var hyggelig at lave. Som I kan se på billedet, valgte jeg nogle lidt mere traditionelle julefarver.

Udover julesokken, flyttede der også en ægte kravlenisse ind sidst på måneden, hvilket den skarpe læser også vil kunne se på billedet.

Sidst men ikke mindst vidner billedet om, at vores juletræ valgte at blive ude i haven. Med 12 mennesker til jul på 50 m2, kan jeg godt forstå beslutningen. Det betød, at alle mand måtte i flyverdragter, jakker, huer, vanter og vinterstøvler for at danse om træet efter middagen. Meget hyggeligt og smukt 🙂 Hurra for compact living!

Håber I alle har haft en dejlig jul også 🙂

En hest selvfølgelig!

For dælen da! Jeg tør slet ikke begynde at tænke på, hvor mange nedbidte negle og søvnløse nætter min cliffhanger i sidste blogindlæg har været årsag til.

Tror desværre spændingskurven er fladet noget ud her efter en måneds tid. Men men. Det KAN jo være, at der sidder en enkelt spændt hækler et sted derude og simpelthen ikke kan hitte ud af, hvad det var, jeg hæklede på dengang for lang tid siden tilbage i oktober. Til dig kære hækler kan jeg nu… trommehvirvel…. løfte sløret og afsløre, at det var en HEST! Hva behar!
Jeps. En pink krikke.
“Hvorfor pink?” spørger den nysgerrige og nu utrolig lettede tidligere meget spændte hækler. Fordi den lille pige, som vi her i familien er så utroligt heldige at arve virkelig meget fint tøj af, er meget glad for lyserød og pink og heste. Opskriften fandt jeg på Etsy og jeg blev meget betaget af den fine, livagtige figur hesten har.
Undervejs i hækleprocessen synes jeg faktisk også, det var vildt, så fine nuancer der kom frem blot ved hjælp af indtagninger og udtagninger. Det viste sig så at være liiiidt svært at montere kræet på tilfredsstillende vis. Hmm…

Det endelige resultat blev således

Lidt tyk, lidt klumpbenet og minder mig lidt om Alf fra 1980’er tv-serien. Men men. Den kan stå selv og er bare ikke den fotogene type…

Pruhhhhh siger jeg bare!

Hvad ligner det?

Jeg har fået en slags bestilling. Nærmere et ønske. Jeg har fundet en meget fin opskrift på Etsy og sørme betalt penge for den. Det er faktisk første gang, jeg har købt en opskrift.

Igår aftes brugte jeg så den hellige time, hvor begge piger sover og jeg endnu ikke selv er drattet omkuld, til at kaste mig over opskriften. Ønsket lød på pink/lyserød, så det bliver den. Da timen var gået, kastede jeg et blik på mit arbejde og synes pludselig den så lidt sjov ud… Hvad tror I, jeg hækler?

Fortsættelse følger…

Flere hæklede hjerter

Når nu det gik så godt med de tre suttehjerter, fik jeg lyst til at lave flere og udvikle lidt på dem. Jeg hæklede derfor seks hjerter efter samme opskrift og syede dem sammen to og to for at afstive dem. Alene kan et enkelt hjerte godt krølle lidt … (Ja, jeg skulle være blevet sangskriver!)

Resultatet blev til aftenens værtindegave til min veninde, der EFTER hun havde bespist mand og børn (og førstnævnte herefter puttede sidstnævnte) kokkerede dejlig middag til mig og vores fælles veninde. Vildt sejt og vildt dejligt. Tre røde hjerter til hende (burde have hæklet fem til hende, tænker jeg lige nu)

De blev faktisk ganske fine. Måske jeg bare skal hækle derudad fra nu af. Så kan det lille blå kolonihavehus blive fyldt med røde hjerter til Jul. Det tager trods alt ikke mange sekunder mere at hækle et hjerte end at flette en papirstjerne (som ellers har været den foretrukne/eneste julepynt herhjemme, efter der gik mug i julepyntekassen på det loft, hvor jeg troede den stod lunt og godt…)

Har I ellers nogle gode bud på hæklet julepynt?

Sutterne har fået hjerter på

En sut er en sut. Og alligevel ikke. Med to små piger i huset, der begge to er glade for samme slags sut (vi har været heldige – de er begge to hoppet på første sut vi gav dem – natursutten af naturgummi, som skulle være så øko og naturlig og godsamvittighedsgivende som mulig). Ellen bruger størrelse L og Liv størrelse M. Jeg kan så ellers fortælle, at det lige der midt i skrig og skrål og synkron vrælling (det lyder godt, men sker faktisk sjældent. De er meget søde til at skiftes) kan være temmelig svært at se, om det er en størrelse L eller M, jeg har i hænderne. For at gøre det endnu mere kringlet “vokser” sutterne med tiden, hvilket jo egentlig er et tegn på, at de er gamle og skal smides ud. Det sker da også, men først når vi opdager, at de er vokset. Det gør de bare så gradvist, at det først virkelig kan ses, når vi finder en ny, spændstig og synligt mindre sut frem fra reservelageret… Nå, her er så de to banditter, vi så let forveksler:
Idag fik jeg så den snedige idé, at jeg da kunne hækle et kendetegn til sutterne. Fandt garn frem og spurgte Ellen, hvilken farve hun ville ha. Rød, gul eller lilla? Fandt derefter denne opskrift på et meget fint og hurtigt hæklet lille hjerte og gik igang. Da det første lilla hjerte var færdigt efter ca 2 minutter, blev Ellen så glad for det, at hun også ville have et i gult til hendes anden sut… Og et rødt til den tredje sut. Jeg KUNNE godt have hæklet hjerter i grøn og blå til Liv, men er sikker på, at vi ville blive totalt farveforvirrede og glemme, hvis var hvis efter ca tre timer. Jeg kunne også vælge at hækle små stjerner til Livs sutter, men er ret sikker på, at Ellen så også ville have stjerner. Så stakkels Liv, som endnu ikke kan protestere, må vist leve uden hæklet tingeltangel på sine sutter indtil videre…
Det er Ellen, der har sat hjerterne på (på billedet). Hun VILLE selv gøre det. Ligesom stort set alt andet pt.
Senere sneg jeg mig til at trække hjerterne igennem den hæklede løkke rundt om sutten, så de ikke ryger af.

Vores au-pair/Barbamama den Anden er et hit!

Som I nok husker, forlod jeg vores nye au-pair/Barbamama den Anden sammen med Liv fyldt med blandede følelser… Var hun til at stole på? Så hun ikke lige lovlig mærkelig ud? Var hun ikke alt alt for lille til at magte opgaven? Jeg var fuld af fordomme overfor hende.

Heldigvis blev alle mine tanker og frygtelige indre skrækscenarier gjort til skamme. Jeg elsker, når jeg på den måde bliver sat på plads af virkeligheden, der viser sig at være meget bedre, end jeg forventer.

Her lidt øjebliksbilleder fra vores nye hverdag…

Hvis nu du sidder derhjemme og bliver helt misundelig over denne Mary Poppinsreinkarnation i form af barbamama, kan du jo prøve at kigge forbi mit tidligere indlæg. Det var Barbamama den Første.

Barbamama den Anden er opgraderet med plastik granulat i måsen (den første begyndte tilsidst at lække grødris) og en neylonstrømpe til vatfyldet – så det ikke pipler ud gennem maskerne. Derudover er hun hæklet med dobbeltgarn. Så alle de gode råd, jeg fik af jer læsere, blev taget i brug. Og resultatet er godt! Så tak for det 🙂

Der er noget uldent ved vores nye au-pair…

Småbørnsfamilielivet er til tider temmelig krævende. Opvask, tøjvask, støvsugning, bleskiftning, aftensmadslavning, indkøb, dikke-dikken, putning, trøstning, grænsesætning og det der med at sørge for at baby ikke får skævt hovede ikke mindst.

Vores kolonihave ligger lige op ad et meget hyggeligt villakvarter her i Brønshøj, hvor folk med flere penge end os bor. Flere vælger at have en au-pair til at hjælpe med alle de huslige opgaver.

Nu er det sådan, at vi både i lejligheden og i kolonihaven bor fire på omkring 50 m2. Jeg ved ikke helt, hvor vi skal gøre af en au-pair. Derfor slog jeg en stillingsannonce op, hvor jeg søgte en au-pair, der kan klare sig på mindre plads.

Hun kom for et par dage siden…

Stempelkandekaffevarmer hæklet i grums

Min lille Liv er rundet de to måneder og endelig er temperaturen dalet til den kolde side af 20 grader. Hun må jo tro, hun er født i troperne. Temperaturfaldet betyder, at hun faktisk sover ganske godt nogle formiddage, hvilket giver mig tid til barselshygge med hæklenålen. Jubiiii!

Hun sover oftest bedst PÅ mig. Så vi har indgået den aftale, at hun kan sove på mig, hvis jeg til gengæld må bruge hende som syslebord. Det fungerer ganske fint.

Mit første “jeg er på barsel og har tid til at drikke formiddagskaffe i pludderbukser og hækle til P1”-projekt er en gave til en gammel studieveninde, der bliver 40 snart. Hun har ønsket sig en hæklet varmer til sin 8 koppers Bodum stempelkande.
Jeg har fundet målene på en hæklet varmer til den klassiske 8 koppers kande på denne blog. Jeg ejer ikke selv sådan en kande. Har lånt én af min veninde, til den endelige tilpasning og for at se, hvor knapperne skal sidde. Så håber jeg bare, det er den, fødselaren har og at den ikke findes i flere varianter…

Målene var således på plads, men selve designet med striber, var jeg ikke så vild med. Faldt på denne blog over beskrivelsen af mønsteret grums, som jeg synes var ret fint og passende til formålet 😉 Det er samtidig ganske simpelt: 1 fm, 1 stm, 1 fm, 1 stm osv. Når man vender, skal det forskydes, så man hækler fastmasker i stangmaskerne og omvendt.
Jeg gik fluks igang, men så fik jeg pludselig den idé at hækle bogstaver i varmeren. Der skulle selvfølgelig stå KAFFE. Én af de blogs, jeg følger med i via Bloglovin, havde netop lagt skema op til, hvordan man kan hækle alle bogstaver ved hjælp af stangmasker. Super dejligt værktøj – tak Louise fra garngrammatik

Så med alle de gode tips og vejledninger fik jeg bikset og leget mig frem til denne:

Og jeg er faktisk MEGET stolt over resultatet 🙂

Varmeren blev givet her til aften og heldigvis passede den. Og gavemodtageren blev meget glad :))

Den gik ikke…

Jeg var ellers lige så stolt over ENDELIG at have givet Barbarød den tiltrængte ansigtsløftning, da dette syn mødte mig i morges…

“Mig ikke li øjjjjnneee” var Ellens kontante svar, da jeg spurgte, hvorfor Barbarød havde stukket hovedet ind i hullet i væggen (jeps sådan nogle findes der rundt omkring i huset. Vi er jo stadig ikke heeelt færdige med projekt kolonihavehus).
Stakkels Barbarød. Først få klippet sit ansigt af og dernæst få syet et nyt på, kun for at ende udstødt i sådan en slags omvendt gabestok…